Morgensol

MORGENSOL

Morgenen rejser sig langsomt  gennem tågerne af gårsdagens tvivl og uforløste  følelser.  Langsomme ilninger løber gennem trætte muskler  minder om fortidige opgavers vigtighed.  Livet ophører som begivenhed  fryser fast  til fortidige eksistensers meningsmåder.  Kold sol skinner blegt, varmeløst, energiforladt.  Genskinnet fra min hud kunne oplyse en nation i mørke  men får ikke lov.  Tiden har været.  Tiden er ikke mere.  Tiden æder sig selv i frustrerende fortid. Egoets selvmord kostede blod.  Nyfødt skrigende vækkes eksistensens Id til live  igen  kaster sig grådigt slugende over fremtiden.  Stoppes af forvirringens fornuft tvinges til det ene eksistensberettigede spørgsmål.  Hvem? Hvem er du?  Er du?  Har du været hele tiden?  Hvor? Skyerne rives fra solen, og voldsomt brusende vælder energien over mig. Sartrosa ilninger finder nye veje, vækker forvitrede nervebaner, renser, husker, minder om, eksisterer. Mindernes flashback besætter synsnerverne med billeder af dig. Solfyldt gårdsplads  med mørk indgang til lade.  Lænende op ad en dørkarm.  Sart.  Stille.  Smuk.  Men ikke bevidst.  Ingen af os bevidst  hvordan skulle vi kunne have vidst det.  Vidst, hvad tidernes morgen bestemte.  Vidst, hvad smertens gennemgange ville ende op med.  Vidst, at vi ved. Kælende med hvalpen besætter du mit hjerte.  Men jeg ved det bare ikke.  I et øjeblik  bindes tiden  til sig selv  snor sig krøllende fra nu til da.